Demokratisk retsstat, eller polistat?

Vi hører gang på gang politikere, Ministre og journalister påpege at vi lever i en demokratisk retsstat. og at vi respekterer menneskerettigheder, og prioriterer både retsbevidsthed og retssikkerhed meget højt.
Vi kritiserer andre lande for at anvende tortur, underforstået, at det forekommer ikke her i Danmark.

Bør en demokratisk retsstat ikke have demokrati i retssystemet?
Det har vi ikke i Danmark, Her har politiet monopol på at efterforske i straffesager. Dette monopol kan misbruges til at hemmeligholde oplysninger der ville kunne frikende en tiltalt.
En sigtet bliver beskikket en forsvarsadvokat til at varetage den sigtedes interesser, men han må intet foretage sig efterforskningsmæssigt, hvis politiet, som de ofte gør, nedlægger forbud imod at forsvarsadvokaten taler med sin klient om sagen. Det vil sige at en sigtet person kan blive varetægtsfængslet i total isolation i et til to år, uden at have mulighed for at forklare sin forsvarsadvokat hvordan sagen retteligt hænger sammen, så han har mulighed for at føre et ordentligt forsvar.
Efter 1-2 års total isolation, uden at have mulighed for at tale med sin advokat om sagen, bliver den sigtede ført i retten og politiet fremlægger de beviser de behøver for at få den sigtede dømt, og at skjule dem der kan frikende den sigtede.

Er det retssikkerhed eller er det demokrati?

Nej det minder uhyggeligt om en politistat.

Jeg vil gerne spørge Piratpartiet, hvordan de stiller sig retspolitisk.

Odenseaneren

Retspolitik

Piratpartiet har ikke formuleret en retspolitik. Men der er mange punkter i retspolitiken, som hænger sammen med den personlige integritet, som vi har formuleret en politik for.

Du nævner de langvarige isolationsfængslinger vi ofte ser her i landet. Ifølge Amnesty International er der her tale om tortur, og vi har da også set eksempler på at ellers sunde og raske mennesker efter en langvarig isolationsfængsling her i landet er blevet uhelbredeligt sindsyge. Her er det ikke nok at begrænse isolationsfængslingen til 14 dage af gangen, da man reelt bare laver en ny retshandling som en ren ekspeditionsforretning hver 14. dag, så isolationsfængslingen kan opretholdes uden tidsbegrænsning. Her bør vi i stedet se på de lande vi normalt sammenligner os med, hvor der er en øvre grænse for hvor længe man kan holdes isolationsfængslet. Personligt mener jeg ikke man skal kunne varetægtsfængsle længere end 6 måneder. Hvis politiet ikke kan gennemføre en efterforskning på denne tid, må de løslade den sigtede. Ellers risikerer man at truslen om langvarig varetægtsfængsling misbruges til at presse den varetægtsfængslede til at tilstå. Og hvis politiet ikke har resourcerne til af kunne afslutte efterforskningen på 6 måneder, bør politiet tilføjes flere resourcer til deres efterforskning af sager med varetægtsfængslede - evt. på bekostning af andre resourcer hos politiet. Når sagerne er så alvorlige, at de kræver varetægtsfængsling, har samfundet også en interesse i at efterforskningen prioriteres, så de kan afsluttes indenfor rimelig tid.

Mange af de problemer jeg ser i kriminalretten i dag, skyldes især politiets nære tilknytning til anklagemyndigheden. Selvom anklagemyndighed og politi formelt set er forskellige myndigheder, virker det for mig som om de mere arbejder som om det var to forskellige kontorer indenfor samme myndighed. Vi ser også et vist personsammenfald, idet personer fra anklagemyndigheden ofte flytter til en ny stilling i politiet, og omvendt. Formelt set skal politiet være uafhængigt og efterforske alle sider af en sag, men reelt kan man se at politiet er meget tættere på anklagemyndigheden end forsvarsadvokaterne. På denne baggrund er der stærkt betænkeligt, at politiet her i landet reelt har et monopol på at efterforske. Politiets nære tilknytning til anklagemyndigheden giver en forøget risiko for at politiet er mere tilbøjelig til at efterforske sider af en sag der kan gavne anklagemyndigheden end de er til af efterforske sider, som kan gavne forsvaret. Specielt finder jeg det stærkt kritisabelt, når politiet begynder at undersøge forsvarere der forsøger at finde oplysninger, som kan belyse sagen yderligere. (Som f.eks. i foråret, hvor Nordjyllands Politi begyndte at undersøge en advokat, som havde sendt en medarbejder til Sverige for at læse avisartikler der kunne indeholde oplysninger, som kunne frikende hans klient for mord.)

Men indenfor piratverdenen ser vi også eksempler på et stærkt utilfredsstillende retssamfund.

De fleste pirater kender historien om dengang The Pirate Bay (TPB) blev bustet. Her er så mange uretfærdige ting, at det ville tage temmeligt lang tid at opremse dem, så jeg vil nøjes med et par stykker: I stedet for bare at konfiskere PTBs servere, konfiskerede man alle servere i samme serverhal. Stort set alle de andre servere var helt uden relation til TPB-sagen, men man håbede nok at kunne tvinge den ISP der hostede TPB ud i konkurs ved at forsøge at ødelægge deres forretning. TPBs jurist blev anholdt, og tvunget til at afgive en DNA-prøve. Det kan det svenske politi, hvis det er relevant for sagen og der kan gives fængselsstraf. Men det er uhørt at anholde en advokat for en part i en politisag, og det er ikke relevant med DNA-prøver i en sag om fildeling. Og en af de personer der stod for driften af TPB blev nægtet adgang til sin advokat, med den begrundelse at politiet ikke mente sagen kunne føre til fængselsstraf. Heldigvis blev ingen varetægtsfængslet i sagen, for selvom der blev brugt store resourcer på konfiskeringen af omkring 200 servere på en række adresser, blev der efterforsket meget langsomt i sagen, og der gik næsten to år før der kunne rejses tiltale. Og tiltalen bygger efter min mening på et temmeligt tyndt grundlag. Måske er det årsagen til, at man har nægtet de tiltalte at få advokater der specialiserer sig i ophavsretten - hvis advokaterne ikke har styr på sagens jura, er det jo lettere at få dem dømt.

Mens politiet efterforskede mod TPB blev de udsat for nogle alvorlige forsøg på at bryde ind i deres systemer. Da nogle oplysninger fra den amerikanske antipirat-virksomhed MediaDefender blev lækket, havde TPB oplysninger nok til at kunne indgive en politianmeldelse mod en række virksomheder, bl.a. MPAA.

Anmeldelsen blev behandlet af samme politimand, som behandlede sagen mod TPB, og afvist. Senere kom det frem, at denne politimand på dette tidspunkt - mens han var øverste chef for behandingen af politisagen mod TPB (som bl.a. var rejst af MPAA) havde fået et velbetalt job hos MPAA. MPAA havde altså lovet en politimand, som efterforskede en sag rejst af bl.a. MPAA og afviste en anmeldelse mod MPAA, et veolbetalt job når hans efterforskning var overstået. Det er efter min mening alt for tæt på bestikkelse til at det er acceptabelt. Problemet blev rejst som et §20-spørgsmål (eller hvad der svarer dertil i svensk lovgivning) overfor den svenske justitsminister, men hun svarede blot at hun ikke så nogen problemer, og at hun endda synes det var positivt at en politimand kunne få relevant erhvervserfaring udenfor politiet.

Så pirater er reelt retsløse.

Her i landet er det ikke meget bedre. Det er ikke strafferetten, men den borgerlige retspleje der bruges. Specielt er Antipiratgruppen (APG) aktive. De har en - sandsynligvis rigtigt god - forretning med at finde formodede fildelere, og sende dem store erstatningskrav. De beviser de hævder at have mod fildelerne kan enhver uden problemer forfalske, og ingen retsinstans har til dato accepteret disse beviser. Ingen ved hvor mange der har betalt til APG på baggrund af de breve denne gruppe advokater har sendt ud til folk. Det eneste der vides med sikkerhed er at ingen af de kunstnere APG siger de repræsenterer nogensinde har set nogen af pengene. Heldigvis har Piratgruppen gjort et stort stykke arbejde for at oplyse folk om at APG ikke har så gode sager som de giver udtryk for.

Så også danske pirater er retsløse.

Der bør rejses et poltisk krav om en uvildig undersøgelse af APG. Det er ikke rimeligt at en gruppe professionelle advokater har en forretning med at sende breve ud til privatpersoner med krav om betaling af erstatning for at undgå en retssag. Hvor mange af de flere tusinde de har skrevet til har betalt? Hvor mange har betalt selvom de ikke mener at have gjort hvad de blev beskyldt for - bare fordi det var billigere at betale end at køre en retssag? Hvor meget har de tjent på det? I hvor høj grad kan man her tale om god advokatpraksis?