You are here

Rollen som vagtmester

Piratpartiet vil ikke tage stilling i venstre/højre spørgsmål, eller andre forhold uden for vores princip program. Vi er parat til at støtte både en socialistisk såvel som en borgerlig regering. Det eneste vi er interesseret i er at marchen mod kontrolsamfundet afbrydes, og at kultur og viden slippes fri i samfundet.

Vores mål er at komme ind i Folketinget, og tage en rolle som vagtmester. Hvis vi lykkedes med det, vil vi tale med både Helle Thorning og Lars Løkke. Vi vil da forklare hvad vi ønsker, og påpege, at vores bekymringer faktisk på ingen måde strider mod hverken traditionel socialistisk eller borgerlig politik.

Ingen af blokkene har egentlig noget at miste, ved i princippet at opfylde alle vores krav. Hverken Helle eller Lars har den mindste personlige interesse i at bevare nutidens absurde ophavsretlovgivning; at det er endt som det er skyldes primært, at de er uinteresserede i området, og derfor har ladet "eksperterne" (dvs. underholdningsindustriens lobbyister) få det som de ville.

I en situation, hvor de kan vinde regeringsmagten ved at mødes med os i spørgsmål, som de opfatter som helt perifere, er der al mulig grund til at tro, at de vil være ivrige efter at finde en løsning.

Men alligevel er der tre mulige varianter af vagtmesterscenariet:

1) Den første blok går med på vores krav, og den anden gør det ikke. Så vælger vi den blok, der følger vores linje. Hvorvidt blokken er rød eller blå, ignorerer vi. Så længe vi kan se, at de gør deres yderste for at gennemføre vores mål, støtter vi uforbeholdent regeringen i alle andre spørgsmål.

2) Begge grupper går med på vores krav. Hvis det er finesser, der gør at den ene blok virker lidt bedre end den anden, vælger vi den bedste. Hvis begge er lige gode, støtter vi den blok der fik flest stemmer ved valget. På denne vis, påvirker vi ikke højre/venstre balancen i dansk politik. Så længe regeringen aktivt støtter vores spørgsmål, støtter vi uforbeholdent regeringen i alle andre spørgsmål, som i scenario 1).

3) Begge blokke nægter at tilslutte sig vores krav. Dette er det mest komplicerede tilfælde, men vi kan håndtere det også. Til at begynde med, støtter vi den ene blok, og hjælper en regering frem. Formentlig blokken der fik mindst stemmer ved valget, så de andre, "vindere", føler sig snydt for regeringsmagten. De kan dog ikke gøre så meget ved det, eftersom vi uforbeholdent støtter regeringen i alt, der ikke er vores spørgsmål.

Når "sejrherrerne" sidder godt og sikkert placeret i båsen i oppositionen, lancerer vi objektive og afdæmpede samtaler med dem, indtil de begynder at erkende, at vores forslag ikke er så farlige, og at de kun kan vinde ved at gøre, hvad vi beder dem om. Når de, i regeringensmagtens skær, får øjnene op for vores argumenter, er der god grund til at tro, at de vil være enige med os. Så stiller vi et mistillidsvotum og skifter regeringen. Derefter støtter Piratpartiet den nye regering uforbeholdent i alle spørgsmål, så længe de gennemfører vores mål, ligesom i scenario 1) og 2).

Dette er hele strategien. På denne måde kan vi sikre, at vores spørgsmål får gennemslagskraft.

Ofte stillede spørgsmål:

- Hvordan stemmer vi i folketinget, om emner der ikke vedrører spørgsmål Piratpartiet arbejder med?

Vi støtter den nuværende regering, hvad vi end mener privat.

- Vil partiet forsøge at indgå aftaler med andre parter ( "hvis i stemmer sådan her i spørgsmål X og Y, så hjælper vi jer med Z«)?

Nej, vi taler med dem der har regeringsmagten. Så længe de gør som vi ønsker i vores spørgsmål, støtter vi dem i alt andet. Vi ønsker ikke at forsøge på at "shoppe" a la carte fra de forskellige partier (for så bliver vi simpelthen dømt bort). Holder regeringen op med at gøre som vi vil, bytter vi regering ud, men så længe vi accepterer en regering, er vi ubrydeligt loyale over for den, i alle sager der ligger uden for vores principprogram.

...eller lade være med at stemme?

Hvis regeringen har brug for vores støtte i folketinget, kan den regne med den. Vi lader ikke være med at stemme, hvis det skulle påvirke resultatet til regeringens ulempe.

...eller lade de enkelte medlemmer af folketinget selv beslutte, hvordan de ønsker at stemme?

Absolut ikke under nogen omstændigheder. Den dag vi begynder at stemme efter eget skøn, har vi ikke længere har noget at tilbyde de øvrige parter i en forhandling. Så kan vi ikke drage fordel af rollen som vagtmester, og har ikke længere har nogen mulighed for at påvirke de områder, vi brænder for.

- Men i det tredje scenarie (dvs., at ingen af de blokkene giver os noget som helst, selv om vi har taget rollen som vagtmester), hvorfor skulle vi så i dette tilfælde støtte regeringen? Vi bør kunne være i stand til at tilbyde dem, at holde op med at stemme "tilfældigt" og stemme sammen med dem i stedet? Det føles lidt i som om vi først giver dem, hvad de vil (afstemning), og derefter forsøger at forhandle.

Tanken i det tredje scenarie er, at vi tillader dannelsen af en regering, som vi i og for sig synes er ubrugelig, men vi vælger at støtte den indtil videre alligevel. I princippet, blot for at irritere oppositionen.

Når oppositionen har haft et par måneder til at sidde og surmule over, at de ikke kan danne regering, selv om de anser sig selv som "vindere" af valget, har de to muligheder at vælge imellem. Enten fortsætter de med at være sure de næste fire år, eller også begynder de at snakke med os for at se, om ikke de kan "tale os tilrette", og få vores støtte.

Den store første præmie for både Socialdemokraterne og de borgerlige, er dannelsen af en regeringen, og de har intet at tabe på at gå i dialog med os. Samtidigt indleder vi en diskussion med oppositionen om disse spørgsmål. Da vores forslag ikke er i strid med hverken socialistiske eller borgerlige kerneværdier, og sagligt set er gode forslag for Danmark, er der ingen grund til at tro, at de ville foretrække at surmule i fire år, i stedet for at aftale med os.

Men indtil de gør det, stemmer vi konsekvent med deres modstandere (altså den regering vi støtter, selv om vi synes den er ubrugelig). Da får oppositionen endnu større anledning til at blive enige med os, end hvis vi stemmer "vilkårligt". Jo flere afstemninger om sundhed/undervisning/omsorg/skatter der går imod oppositionen, jo mere påtrængende bliver de for at få et regeringsskifte i stand.

Regeringen, der har fået magten selv om vi synes den er ubrugelig, føler sig måske glad for at få alt hvad den ønsker igennem, uden at være nødt til at give os en tøddel, men de skal vide, at der kun behøves et ord fra oppositionslederen, før de mister regeringsmagten. Så det vil formentlig ikke være en dyb og varig glæde de føler.

Pointen med at støtte en regering, selv om ingen af parterne giver os hvad vi ønsker, er at skabe stabilitet og lade eventuelle hede følelser afkøle en smule. Man kan ikke trække sig ud af regeringsforhandlinger, før end et par uger efter valget er overstået. Kan vi ikke få en regering, som vi ønsker (med løfte om at gøre ret i vores anliggender), er det stadig bedre at tillade en regeringsdannelse vi ikke bryder os om. Landet skal have en regering.

Men parlamentarismen er konstrueret så finurligt, at folketinget til enhver tid kan vælte en regering, hvis et flertal i folketinget ønsker det. Det ved lederen af oppositionen, om navnet så er Thorning eller Rasmussen. Så hvorfor skulle man ikke tale med os for at se, om man kan skabe et flertal for et mistillidsvotum? Og hvorfor skulle man ikke acceptere vores krav, når man har haft tid til at tænke over dem, og indset, at de på ingen måde går imod egen ideologi, eller centrale spørgsmål for det ene eller andet parti?

Hvis vi kommer i parlamentet, men ikke opnår rollen som vagtmester?

Selv om vi ikke skulle opnå en rolle som vagtmester, kan vi bidrage med en masse i udvalgsarbejdet. Meget af den dårlige lovgivning der går igennem, gør det mest fordi de etablerede partier ikke forstår internettet og de nye teknologier. De har ikke gennemtænkt følgerne af opbygningen af et overvågningssamfund for at bevare det gamle, i stedet for at udnytte den nye æras muligheder.

Ofte stoler de blindt på, hvad lobbyister og tjenestemændene i departementerne fortæller dem hvad de skal mene. De ser ikke spørgsmålene som tilstrækkeligt vigtige, til at afsætte for meget tid, til selv at blive bekendt med dem.

Dette kan vi forhåbentlig ændre, ved blot at eksistere og lægge tryk på de vigtigste spørgsmål. Faktisk ønsker hverken Socialdemokraterne eller de Borgerlige at gøre det ulovligt for små virksomheder at udvikle edb-programmer, eller at sætte alle unge danskere i fængsel. At de alligevel udvikler eller taler for love af denne art, skyldes hovedsageligt uvidenhed. Vi kan supplere de parlamentariske udvalg med en stærkt tiltrængt kompetance og et værdifuldt perspektiv.

- Hvis vi ikke bliver vagtmestre, bør vi så forsøge en studehandel om enkelte spørgsmål?

I dette scenario vil en studehandel næppe være vores vigtigste redskab, simpelthen fordi vi ikke ville have meget ko at handle med. Kan de skabe et flertal uden os, behøver der heller ikke forhandle med os.

Men det betyder ikke, at alt ville gå tabt. Vi vil stadig være i stand til at bidrage med en masse bare ved at være konstruktive i udvalgsarbejdet. Meget af den meget værste lovgivning skyldes simpelthen, de etablerede partiers manglende viden og interesse for vores spørgsmål.

...eller skal vi stemme blankt til alting?

I en situation, hvor der er et parlamentarisk flertal udenom os, ville det jo ikke spille nogen rolle, hvordan vi stemte. Det enkleste ville vel være blot at afstå fra at stemme.

...eller udarbejde beslutningsforslag som afvises med det samme?

Det kommer vi i og for sig til at gøre som et led i bestræbelserne på at tydeliggøre hvilke valgmuligheder samfundet har, men formålet ville i dette tilfælde kun være at fremhæve spørgsmålene. Vi ville sandsynligvis bruge mere tid på at diskutere, hvad der var godt og skidt blandt det de forskellige regeringer ønskede at vedtage.

...eller bare blive hjemme med børnene og trille tommelfingrene?

Ud over at deltage i udvalgsarbejde på en konstruktiv måde, vil der være meget at gøre på et europæisk grundlag. Nogle af de beslutninger vi ønsker gennemført, kan realistisk set kun tages i Bruxelles. Vi har derfor al mulig grund til at gøre, hvad vi kan, for at støtte søsterpartier i andre medlemslande, og hjælpe dem med at komme i gang. Så der vil sandsynligvis ikke være meget tid til at trille tomlerne, selv om vi ikke skulle opnå en rolle som vagtmester.

Hvis vi fik flertal?

Det får vi ikke, men man kan jo stadig besvare spørgsmålet rent hypotetisk.

I det tilfælde, ville vi have en usædvanlig stærk rolle som vagtmester, mellem to blokke på et 20-25% niveau. Så anvender vi vore sædvanlige taktik, og støtter den af Helle Thorning eller Lars Løkke, som giver os det bedste tilbud på vores spørgsmål.

Og i en sådan situation, ville vi sandsynligvis være i stand til at regne med to rigtig gode tilbud at vælge imellem. ;)