You are here

Et alternativ til medicinpatent

Patent på medicin er skadeligt.

At patenter på medicin har mange negative effekter, er velkendt.

  • Medicinpatenter gør, at hundredtusinder af mennesker i fattige lande ikke har råd til den medicin de har brug for, selv om medicinen findes og kunne redde deres liv.
  • Medicinpatenter fordrejer, hvordan ressourcerne til forskning anvendes, fordi det er mere rentabelt at lindre velfærdssygdomme, end at beskytte de fattige mod malaria.
  • Medicinpatenter har gjort, at udgiften til medicin i sundhedsbudgettet har fået sit eget liv, og ubønhørligt vokser år for år, noget politikerne ikke har nogen magt over.

Er medicinpatenter nødvendige?

Trods de negative virkninger, er der mange der stadig forsvarer patenter på medicin, og siger, at de trods alt er nødvendige. På en eller anden vis, må vi sikre at der vil være penge til den farmaceutiske forskning, ellers vil der på sigt ikke blive forsket i nye lægemidler, og det er endnu værre.

Da det er så billigt for hvem som helst at kopiere et lægemiddel, det har kostet milliarder af kroner i forskning at fremstille, bliver vi desværre fortsat nødt til, at give de farmaceutiske virksomheder monopol på nye lægemidler, siger fortalerne for medicinpatenter.

Men denne påstand er ikke sand.

Den første del af begrundelsen er naturligvis sand. Vi bliver nødt til at sikre, at der fortsat er nok penge til rådighed til medicinsk forskning.

Men at netop patenter på medicin skulle være den eneste måde at skaffe de penge, er bare ikke korrekt.

I dag betaler staten for forskningen

Allerede i dag er det staten, som tegner sig for hovedparten af regningen på medicin i alle europæiske lande, takket være den offentlige sygesikrings forskellige systemer. (Se for eksempel side 37 i denne rapport fra EFPIA, The European Federation of Pharmaceutical Industries and Associations.) Det er staten, der finansierer den farmaceutiske forskning i dag, ved at betale høje priser til de farmaceutiske virksomheders patenterede medicin.

Så der findes ikke nogen naturlov der siger, at patenter er den eneste måde at skabe nye lægemidler på. Hvis de forskellige landes stater finansierede forskningen direkte, og gjorde resultaterne frit tilgængelige, vil det være en mindst lige så en rimelig model, som den vi ser i dag, hvor staten i stedet fastholder det private monopol til de farmaceutiske virksomheder.

Det relevante spørgsmål er, hvilken model der tilbyder den billigste og mest effektive måde at finansiere den farmaceutiske forskning. For det er ingen der har påstået, at det ville være billigt at forske i nye lægemidler. Gennemsnitsprisen for at forske sig frem til et nyt stof, er lidt over en milliard amerikanske dollars.

Med tanke på, at det allerede er staten, som tegner sig for størstedelen af de farmaceutiske virksomheders indtægter, er det et rimelig første skridt først, at finde ud af hvor mange af de penge der rent faktisk går til netop forskning.

Det er desuden meget enkelt at finde ud af, da alle de store farmaceutiske virksomheder har lagt deres årsregnskaber ud på internettet. Som et eksempel, kan vi kigge på tallene for Novartis (side 143), Pfizer og AstraZeneca.

De bruger alle omkring 15% af deres indtægter på forskning. De øvrige 85 procent går, i følge deres egne tal, til andre formål. Tallene er typiske for branchen.

Så spørgsmålet er derfor: om patentsystemet virkelig giver os, skatteyderne, mest mulig forskning for de penge, vi årligt forærer medicinalindustrien, eller om der er plads til forbedringer, når nu de farmaceutiske virksomheder selv indrømmer, at de bruger 85% af pengene til andre formål?

Hvis staten i stedet afsatte 20% af den nuværende medicinregning direkte til forskning, ville den farmaceutiske forskning modtage flere penge end det er tilfældet i dag. Gøres resultaterne frit tilgængelige, giver det de farmaceutiske virksomheder mulighed for, at producere moderne medicin, uden selv at skulle investere i forskning. Da er der ikke længere behov for patenter på medicin. Fra statens synspunkt står kun tilbage, at betale for den faktiske udarbejdelse af præparaterne.

Medicin uden patent bliver billigere

Hvordan vil det påvirke prisen på lægemidler, hvis patenter blev afskaffet? Det spørgsmål, kan vi besvare ved at se på de erfaringer, vi har fra generiske lægemidler fritaget patent. På dette marked har vi allerede en situation, hvor de forskellige (private) producenter af patentbefriede lægemidler, konkurrerer med hinanden, og staten køber af den bedste og billigste.

Og det virker!

Ifølge en rapport fra det svenske ministerium, Socialstyrelsen (PDF) faldt prisen på medicin fritaget for patent, gennemsnitlig 70%, med en variation mellem 39 og 89% (side 13 i pdf:en).

Ved generisk substitution handler det om lægemidler, der er over 20 år gamle. For nyere lægemidler, er tillægsgebyrene som de farmaceutiske virksomheder opkræver betydeligt højere, så den faktiske besparelse ved afskaffelsen af medicinpatenter, ville sikkert være betydeligt større end de 70%. Men lad os bare regne konservativt og bruge dette tal.

Halvering af omkostningerne, give flere penge til forskning!

Prisen på en vare falder altså til 30%, når man fjerner patenterne. Tilsæt 20% til dækning af fremtidig forskning som foreslået ovenfor, og statens regningen er faldet til 50% af hvad den er i dag. En halvering! Mens vi samtidigt giver flere penge til medicinsk forskning.

Er det ikke en idé, der er værd at undersøge nærmere?

Hvilke argumenter er der, for at opretholde medicinske patenter og takke nej til besparelser og forbedringer?

Sammenfatning

For at opridse de vigtigste elementer i forslaget, ser det således ud :

  • Allerede i dag, er det staten som tegner sig for hovedparten af de farmaceutiske virksomheders indtægter, takket være den offentlige sygesikring.
  • Af de penge de farmaceutiske virksomheder tjener, går ifølge deres egne tal, 15% til forskning. De resterende 85% går til andre formål (især markedsføring).
  • Hvis staten i stedet afsatte 20% af nutidens udgifter til medicin direkte til forskning, ville der være langt flere penge til rådighed til forskning. Så ville de farmaceutiske virksomheder ikke have brug for at forske selv, og da de ikke længere ville have nogen omkostninger til forskning, ville der ikke være behov for medicinpatenter.
  • Uden patenter falder prisen på selve medicinen med mindst 70%, når det er produceret i et konkurrencepræget marked, snarere end et monopolistisk.

Så, sammenlignet med det nuværende system, ville det koste staten 20% (til forskning) plus 30% (for selve præparatet). I alt 50% af den nuværende udgift til medicin, og endnu flere penge til forskning, end tilfældet er i dag.

Muligt at gennemføre på europæisk plan

En oplagt indvending mod det skitserede system er, at det næppe er noget som Danmark ville kunne gennemføre på egen hånd. Det er sandt. Men på europæisk niveau, ville det helt sikkert være muligt.

Hvis lederne af de europæiske lande ville, kunne de meget vel beslutte at afskaffe de medicinske patenter, og i stedet blot afsætte tilstrækkeligt med midler til medicinsk forskning. Hvorvidt et land bør have patenter eller e,j er helt op til den lovgivende magt i landet. Det er på nuværende tidspunkt staten, der betaler hovedparten af udgifterne til medicin, i alle de europæiske lande.

Europa er tilstrækkeligt stort og rigt til, at finansiere en så stor del af den globale farmaceutiske forskning, at ingen ville kunne bebrejde os for at snylte på andre, samt til at klare det diplomatiske pres der vil blive rettet mod os, den dag vi vælger vi den åbne vej.

Så for at gentage spørgsmålet:

Hvilke argumenter er der for at opretholde patenteret medicin, og takke nej til de besparelser og forbedringer, den åbne vej tilbyder?

Piratpartiets opfattelse

Piratpartiet vil i sidste ende afskaffe patentering af medicin, men erkender, at dette kræver indførelsen af andre ordninger, der kan finansiere den farmaceutiske forskning. Vi mener også, at ændringen skal gennemføres i hele Europa.

Vi vil have regeringen til at undersøge forskellige alternative finansieringsmuligheder, af den farmaceutiske forskning, som beskrevet ovenfor, og tage initiativ til at sætte spørgsmålet på den europæiske dagsorden.