Et partsindlæg kamufleret som journalistik

Sådan må man betegne den artikel af Thomas Søie Hansen, som Berlingske Tidende bragte i dag.

Man kan sådan set godt forstå, at Thomas Søie Hansen gerne vil have et godt forhold til musikindustrien, så den fortsætter med at sende gratis CD-er til ham i håb om at få gode anmeldelser. Men det retfærdiggør ikke, at han fuldstændigt ukritisk viderebringer musikindustriens myter. Journalistens troværdighed forsvinder, og avisens troværdighed lider et alvorligt knæk.

For sandheden er en helt anden, hvad Thomas Søie Hansen let kunne have fundet ud af, hvis han havde ulejliget sig med at bruge et par minutter på at se på det offentligt tilgængelige talmateriale der findes.

Tag for eksempel Claus Pedersens undersøgelse af pladebranchen fra 1995 til 2005, "Krise eller strategi?". Her ses tydeligt, at folk i årene omkring år 2000 udskiftede deres gamle pladesamlinger på vinyl med de nye CD-er. Det gav nogle få gyldne år for pladeindustrien, men det ses tydeligt af undersøgelsen, at i 2005 var faldet i antal solgte eksemplarer blot et tilbagefald til samme niveau som før 1995. At påstå, at faldet i salget fra niveauet i 1999 til i dag skyldes piratkopiering er altså løgn.

Pladeindustrien er i krise, og det er værd at se på hvad det skyldes. Det er ubestridt, at folk i dag - på trods af stigende piratkopiering - bruger flere penge på digitale kulturprodukter end nogensinde før, så hvad er det egentligt der sker?

Det der sker er, at folk vælger musikken fra for i stedet at bruge flere penge på andre kulturprodukter som film og spil. I ovennævnte undersøgelse konkluderes på baggrund af tal fra Danmarks statistik, at salget af CD’er, videobånd, fotofilm mv. er stort set uændret i perioden fra 1995 til 2004, og disse tal inkluderer ikke salget af spil, som har været stærkt stigende i perioden. Lignende tendenser ses på andre markeder, som f.eks. det engelske. Så mens pladeindustrien er i krise, kommer filmbranchen med det ene rekordoverskud efter det andet - på trods af, at piratkopieringen af film stiger langt hurtigere end piratkopieringen af musik.

Når Jesper Bay i artiklen citeres "Grundlæggende har der altid været en sund konkurrence i pladebranchen selskaberne imellem.", kan det dårligt være længere fra sandheden. Hvis der var reel konkurrence på musikmarkedet ville vi ikke se, at stort set alle CD-er har samme pris. Så ville man, ligesom i andre brancher, konkurrere på både pris og kvalitet. Musikbranchen er i dag fastlåst i noget, som i mistænkelig grad ligner et kartel, og her kommer musikerne og kunsten i klemme.

Musikere, som vælger at stå udenfor kartellet, finder hurtigt ud af, at musikkartellet blokerer for at de kan få trykt deres egne CD-er på CD-fabrikkerne. De har således ingen anden udvej end at sprede deres musik på fildelingsnettene i håb om at det kan give dem opmærksomhed, så de kan tjene penge på anden vis, f.eks. ved koncerter.

Men pladeindustrien kan ikke konkurrere med gratis, og derfor forsøger den desperat at lukke alle muligheder for at de uafhængige musikere kan få deres musik ud til publikum. Blokeringen af The Pirate Bay er et eksempel: Ved at blokere for alt på The Pirate Bay, i stedet for at gå efter dem der ulovligt krænker ophavsretten ved hjælp af The Pirate Bay, lukker pladeindustrien for en af de få tilbageværende muligheder de uafhængige kunstnere har for at få deres musik ud til publikum. Et andet eksempel er det private antipiratnævn, som der i øjeblikket drøftes. Det kræver en lovændring, fordi det er meningen at nævnet uden rettens indblanding skal kunne få strengt fortrolige oplysninger om nettets brugere fra teleudbyderne. Men når man vælger domstolene fra, går det også ud over retssikkerheden. Det er ikke for sjov vi har et retssystem her i landet!

Men antipiratnævnet er nok årsagen til at pladeindustrien nu igen begynder at fremføre deres falske myter om at faldet i musiksalget skyldes piratkopiering. Pladeindustrien vil gerne give folk indtryk af, at det er ulovligt at downloade gratis musik, hvad det ikke er hvis det sker med rettighedshavernes tilladelse. Antipiratnævnet kommer især til at blive brugt i et forsøg på at skræmme folk fra at downloade gratis musik, så de uafhængige kunstnere får sværere ved at få deres musik ud til publikum.

Jeg håber ikke vore politikere lader sig føre bag lyset af de falske myter, som pladeindustrien og dele af medierne nu gentager. Det kan risikere at gå alvorligt ud over vores retssamfund, hvis de tror på myterne.

Thomas Søie Hansen er en modbydelig personage

Jeg blev næsten harm, da jeg læste Thomas Søie Hansens artikel, og som jeg tyder det, så er anti-piratkrigen nu, officielt skudt igang. Artiklen er løgnagtig i sit væsen, hvilket hverken klæder Berlingske eller Thomas Søie Hansen.

Gad vide hvad Jesper Bays definition på Sund konkurrence egentlig er, måske han er tilhænger af monopoler og karteldannelser, og ser det som noget godt, vi ved det ikke.

Det er ikke kun pladebranchen der klynker, filmbranchen har fundet melodien, resamplet den til parolen: Vi mister penge på ulovlige downloads, piraterne må stoppes! - Og det på trods af, at tal fra Danmarks Statestik viser et andet billede, nemlig at man i danske biografer i perioden 1980-84 årligt foreviste 2017 forskellige film, solgte 14 millioner billetter, og havde en indtægt på 271 millioner kr. I perioden 2000-2007 derimod, foreviste man 647 film, solgte 12 millioner billetter, og havde en indtægt på 591 millioner kr. om året.

Jeg mener at flertallet af vores folkevalgte, gentagne gange har vist, at de inten ingen integritet har, eller at de er tilhængere af at kasterere retssamfundet.