I EU strides man for øjeblikket om en reform på teleområdet. Reformen drejer sig om enkelte medlemstaters adgang til at begrænse borgernes adgang til internettet. Vi klandrer eksempelvis Kina, når hjemmesider lukkes, men vi skal passe på ikke selv at afskaffe det frie internet, danskerne er vant til og glade for.
Af Lars Aagaard, Tom Togsverd, Jakob Krag Nielsen, Ib M. Tolstrup og Jon Lund
Sidst opdateret Lørdag den 30. maj 2009, 21:03
På EU-niveau er dette et brandvarmt emne for tiden og eneste udestående i en større reform af lovgivningen på teleområdet. Kort fortalt drejer striden sig om medlemstaternes adgang til at begrænse borgernes adgang til Internettet.
Det skal slås fast, at der kan være visse sager af samfundsmæssig interesse, hvor blokering for adgangen til hjemmesider giver god mening. Et godt eksempel er det danske børnepornofilter, hvor telebranchen i samarbejde med Rigspolitiet og Red Barnet har sikret, at der blokeres for internetadresser, der indeholder børnepornografisk materiale.
Når der nu er behov for at råbe vagt i gevær, så skyldes det, at de seneste års sager om blokering af hjemmesider i relation til ophavsretligt materiale, har givet et indtryk af, at blokering af hjemmesider er et middel, man uden større betænkeligheder kan trække op af hatten.
For nylig meldte regeringen ud, at blokering af udenlandske spilleudbyderes hjemmesider kan komme på tale i Danmark.
Det er prisen for at liberalisere markedet og nedbryde spillemonopolet i Danmark. Det er tydeligt, at forslaget er fremlagt ud fra en fiskal tankegang og som en bunden opgave (læs: beskyt monopolet) og uden nærmere diskussion af de principielle spørgsmål og problemstillinger, som forslaget om blokering efterlader.
Det er en høj pris, da det ikke blot handler om, at danskerne skal nægtes adgang til udenlandske spiludbyderes hjemmesider. Det handler om adgangen til det indhold og de tjenester, der ligger på internettet.
Forslaget fra regeringen kan i værste fald blive begyndelsen til enden for det frie internet, som danskerne er blevet vant til, og som er værd at værne om, hvis vi fortsat vil have mulighed for at blive forargede, når kineserne eller den nordkoreanske regering blokerer for udenlandske hjemmesider, som ikke falder i den siddende regerings interesse.
Hvad bliver det næste, der skal blokeres for? Er det Irans regerings hjemmeside, hvor man tordner imod vestlige værdier? Er det måske YouTube, som også giver adgang til større mængder ulovligt indhold? Eller hvad med Google, der jo er de fleste danskeres indgang til den digitale verden på internettet, og som utvivlsomt af nogle anvendes til at finde og downloade ulovligt materiale?
Internettet har været den ubestridt vigtigste ændring i alles dagligdag de sidste ti år. Internettet har på mange måder ændret vores generations og formentlig også fremtidige generationers måde at leve på. Det er værd at tage med i overvejelserne, inden man af rent økonomiske årsager begynder at pålægge bredbåndsudbyderne at blokere for udvalgte hjemmesider, og dermed indskrænker friheden i den digitale verden, som vi i Danmark ellers hævder at holde fanen højt over for – når det altså ikke lige foregår i vores egen baghave.
En række spørgsmål trænger sig på. Hvad mon Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet siger til det danske forslag om at blokere for udenlandske spiludbyderes hjemmesider?
Er forslaget i overensstemmelse med de erklæringer m.v., som Danmark har tiltrådt i forbindelse med de to verdenstopmøder om informationssamfundet?
Og hvordan forholder Danmark sig mon ved møder i FN og andre internationale organisationer, når lande som Kina og Saudi Arabien argumenterer for deres nationale selvbestemmelsesret til at blokere udenlandske hjemmesider, så borgerne i de pågældende lande ikke har fri adgang til information, som i øvrigt er frit tilgængeligt på internettet? Det er alle vigtige spørgsmål i debatten, som grundigt bør overvejes og dernæst adresseres fra politisk hold.
http://www.berlingske.dk/article/20090530/kommentarer/705300079/
Det er en illusion at tro at man kender alle relevante hjemmesider som burde blokeres i forhold til et eller andet kriterium. Stopper man på den måde et problem eller lukker man blot øjnene således at når kommissærerne ikke længere kan se problemet så er det der ikke længere. Eller måske er det blot sådan at så kan de der burde se det ikke længere se det.
Lidt i samme boldgade. Her 4. juni på 20 årsdagen for Tianmenn opstanden var de kinesiske medier naturligvis renset for al den slags materiale. På China Daily havde man imidlertid glemt at blokere de internationale links, så formodentlig alle var kun et enkelt tryk fra alle historierne på de store internationale medier.
Er det virkelig så klart at børnepornosider skal blokeres? Efter min mening bør asocial adfærd bekæmpes ved roden og ikke gennem fjernelse af et eller flere symptomer. Når folk bliver pædofile mener jeg man skal søge dybere i samfundet. Jeg tror forskning vil kunne finde sammenhængende forklaringer som fortæller en historie om andre relaterede misbrug hos sådanne personer. Men det er vist et emne som samfundet helst fejer ind under gulvtæppet og lader 'borte' tage sig af problemet.
For lige at sætte sagen gevaldigt på spidsen kunne det også være "interessant" at se en statistik over antallet af pædofili-sager før filteret og efter filteret.
Børneporno er uden skyggen af tvivl forfærdeligt - men det er jo reelt set ikke distibutørerne og film-magerne der er det egentlige problem. Ingen efterspørgsel = intet udbud. Det er dog nok desværre utopisk at tro at vi lige hurtigt finder en mirakelkur for pædofili.
Hvad angår selve det tekniske i blokeringerne, så er det tit og ofte vanvittigt nemt at omgå den slags - og samtidig er det jo nærmest umuligt konstant at blokere nye sites - de popper jo frem på en ny adresse med det samme de bliver blokeret anyway, så spørgsmålet er om de filtre ikke i realiteten bare giver en falsk tryghedsfornemmelse (og så fjerner de naturligvis muligheden for at man ved et uheld under en surfing støder ind i den slags - men det hjælper jo intet ud over, som du siger, at få problemet til at forsvinde ud af syne)