Baggrunden er en lang historie om politisk manipulation, og om en embedsmand i Kulturministeriet, som ikke gør sit arbejde ordentligt, og derefter får et velbetalt arbejde hos IFPI, hvor han udnytter en fejl han lavede som embedsmand.

Baggrunden er, kort fortalt, at vi ikke har implementeret et EU-direktiv korrekt, og at teleudbytderne ikke reelt er interesserede i at forsvare adgangen til TPB i retten.

Men for at forstå baggrunden, skal vi helt tilbage til 1995. Her var man ved at revidere ophavsretsloven. Kort før andenbehandlingen i Folketinget (sidste chance for at stille ændringsforslag), påbegyndte IFPI og KODA en stor mediekampagne, hvor man påstod, at CD'en (som dengang var et forholdsvist nyt medie) ville dø, hvis privat kopiering af digitale værker fortsat var tilladt. Det fik politikerne til at handle i panik på et tidspunkt, hvor der ikke var tid til at tænke konsekvenserne af en sådan lovændring igennem. Resultatet blev et totalforbud imod privat digital kopiering af ophavsretsligt beskyttede værker. Lovændringen gjorde det principielt ulovligt at bruge en browser, som cachede websider på brugerens PC.

Mange aktivister forsøgte forgæves få politikerne til at ændre dette urimelige totalforbud mod privat digital kopiering, som reelt gjorde enhver internetbruger til lovbryder. Men politikerne ville ikke lytte, indtil:

Rettighedshaverne så, at rettighedshavere i andre lande fik mange penge ind på afgifter af blanke CD'er. Det fik Copydan til at begynde at opkræve afgift af blanke medier. Men det var i strid med loven, idet blankmedieafgift kun kan opkræves for blanke medier som "kompensation" for lovlig privat kopiering, og privat digital kopiering var ulovligt. Derfor stoppede Kulturministeriet Copydans afgift på blanke CD'er.

Men så gik rettighedshavernes lobbyister i gang. For rettighedshaverne var det småpenge at bruge et par millioner på lobbyisme, hvis man til gengæld kunne få tocifrede millionindtægter hvert år uden at skulle levere nogen modydelse.

Og straks ændrede politikerne holdning. Nu skulle der pludselig gøres noget ved det urimelige totalforbud mod privat digital kopiering af ophavsretsligt beskyttede værker. Der blev fremsat et lovforslag om en ny kopieringsret, den såkaldt "personlige kopieringsret", som skulle gælde for digital kopiering i stedet for den såkaldt "private kopieringsret", der allerede eksisterede. Forskellen var, at ved den personlige kopieringsret måtte kopierne ikke forlade husstanden, mens det ved den private kopieringsret var (og stadig er) tilladt at sprede kopierne udenfor husstanden.

I høringsfasen udtrykte bl.a. IFPI sin bekymring over om en sådan lovændring kunne lovliggøre f.eks. Napster. Det blev dog - i første omgang - ignoreret af politikerne og ministeriet. Baggrunden er sandsynligvis, at upload stadig ville være ulovligt, og som bekendt fungerer fildeling kun når der uploades lige så meget som der downloades.

Men kort før andenbehandlingen kom der en ny mediekampagne, som påstod at lovændringen ville lovliggøre Napster. Ingen af dem, som påpegede at det var faktuelt forkert, fik lov at komme til orde i medierne. Mediekampagnen spredte sig hurtigt til udlandet, og medførte bl.a. internationale protester fra bl.a. USA.

Det fik Kulturministeren til at gå i panik, og igen blev der fremsat et ændringsforslag, som ingen med så kort varsel kunne overskue konsekvenserne af. Ændringsforslaget var præcist hvad IFPI i høringsfasen havde bedt om, men ikke havde kunnet få igennem. Og ændringsforslaget kom så hurtigt, at man kunne få mistakte om at embedsmænd i Kulturministeriet i forvejen havde kendt til mediekampagnen, og allerede havde ændringsforslaget klar i skuffen. Ændringsforslaget gik ud på, at enhver brug af ophavsretslovens andet kapitel (som omhandler undtagelser og indskrænkninger i ophavsretten) kræver "lovligt forlæg". Kort sagt betyder det, at det er lovligt at tage en personlig kopi, hvis det man kopierer fra er en lovlig kopi, mens det er ulovligt at tage kopien hvis det man kopierer fra er en uloglig kopi - uanset om det er muligt at konstatere, om det man kopierer fra er en loglig eller ulovlig kopi. (Undskyldningen for særbehandlingen af digital kopiering i 1995 var ellers, at en digital kopi er 100% med originalen, så det skulle ikke her være muligt at konstatere om der er tale om en lovlig eller ulovlig kopi.) Øverste jurist i Kulturministeriet med ansvar for ophavsret var på dette tidspunkt Peter Schønning.

I 2001 fik IFPI og Copydan det som de ville. Loven blev ændret, så Copydan kunne opkræve afgift på blanke CD'er. Og kravet om lovligt forlæg gjorde, at ingen reelt kunne vide om de brød loven når de lavede en digital kopi: Hvis f.eks. musikforlaget har glemt at lave aftaler med en af komponisterne, er "originalen" ulovlig, og borgeren der kopierer sin indkøbte CD bryder loven.

Ovenstående lovændring kom kort efter at Infosoc-diretivet (2001/29/EF) var blevet vedtaget i EU. Men Artikel 5.1(a) i Infosoc tillader ikke et krav om "lovligt forlæg" i forbindelse med den kopiering der sker af små fragmenter af ophavsretsligt beskyttede værker som del af teleudbydernes rent tekniske transmission af signaler igennem deres routere. Som øverste jurist i Kulturministeriet med ansvar for korrekt implementering af ophavsretten i forhold til EU-lovgivningen, burde Peter Schønning have været vidende om dette. Dog havde vi efter Infosoc-direktivets vedtagelse 18 måneder til at få dette på plads i dansk lovgivning.

I 2002 laver vi endnu en lovændring for at implementere Infosoc i dansk ophavsret. Artikel 5.1 implementeres som en ny §11a, som placeres i lovens kapitel 2, hvor der kræves lovligt forlæg. Som øverste jurist i Kulturministeriet med ansvar for ophavsretsloven og korrekt implementering af denne i forhold til EU-retten, har Peter Schønning således begået en alvorlig fejl, idet dansk ophavsret nu er i strid med Infosoc-direktivet.

I 2008 forlader Peter Schønning sin stilling hos Kulturministeriet for at blive partner i Johan Schlüter advokatfirma. Denne virksomhed varetager bl.a. opgaver for Antipiratgruppen, IFPI og Foreningen af Danske Videogramdistributører. Johan Schlüter er personligt Generalsekretær for IFPI Danmark.

En af Peter Schønnings opgaver bliver her at repræsentere IFPI som sagfører i fogedsagen om blokering af The Pirate Bay. IFPIs centrale juridiske tese i denne sag er kravet i dansk lovgivning om "lovligt forlæg" - et krav, som Infosoc-direktivet ikke tillader.

Vi må således konstatere, at Peter Schønning først begår en alvorlig fejl som embedsmand, og derefter går over til en velbetalt stilling i det private erhvervsliv, hvor han udnytter sin tidligere fejl til at give IFPI en retsstilling, som IFPI ifølge Infosoc-direktivet ikke er materielt berettiget til.

Telebranchen er ikke meget bedre i sagen om blokering af TPB: De har på intet tidspunkt bestridt kravet om "lovligt forlæg", eller gjort retten opmærksom på, at Infosoc ikke tillader et sådant krav. De har heller ikke på noget tidspunkt rejst en såkaldt justifikationssag hvor IFPI skal bevise deres påstande, som retsplejeloven ellers lægger op til, at der skal følge efter et foreløbigt fogedforbud hvor der kun er krav om at IFPI skal sandsynliggøre deres påstande. Hvorfor det forholder sig således, kan vi kun gætte på, men IFPI betaler muligvis penge under bordet til teleudbyderne for at undgå modstand i retten. Ved den første blokeringssag (blokeringen af allofmp3.com) ved vi med sikkerhed at rettighedshaverne betalte en pose penge til teleudbyderen for at undgå justifikationssagen.

I andre EU-lande har vi ikke kravet om "lovligt forlæg" for teleudbydernes rent tekniske transmission af signaler i deres net, idet det er i strid med Infosoc-direktivet. Og da teleudbyderne i andre lande ser ud til rent fakisk at forsvare sig, skal retten således lave en såkaldt proportionalitetsvurdering.

I den hollandske sag har retten således konstateret, at kun en forsvindende lille del af teleudbyderens kunder bruger TPB til at krænke ophavsretten, og at det derfor ikke er proportionerligt at blokere for alle kundernes adgang til TPB. Den hollandske ret har desuden vurderet, at rettighedshaverne kan anlægge retssag mod de få der bruger TPB til at krænke ophavsretten, og at en kendelse der retter sig mod en trediemand (teleudbyderen) derfor ikke er rimelig.