Forslag om internetskat ikke alvorligt ment
PRESSEMEDDELELSE udsendt 2010-03-14
Piratpartiet mener ikke, at forslaget om internetskat er alvorligt ment.
"Hvis rettighedshaverne mente det alvorligt, hvorfor skyder de så med
det samme forslaget ned i pressen?", spørger Ole Husgaard, formand for
Piratpartiet i Danmark, med henvisning til Peter Schønning fra IFPI og
Antipiratgruppen der har udtalt sig negativt om forslaget til flere medier.
Et almindeligt strategisk trick for at få folk til at acceptere noget
folk ikke synes om, er at foreslå noget andet folk synes endnu mindre
om. Så plejer folk at vælge det mindste af to onder.
Det mindre af de to onder, som rettighedshaverne vil have folk til at
acceptere går under forskellige betegnelser som "three strikes, and you
are out" eller "graduated response". I Frankrig vedtog man således en
lov, hvorved man uden krav om beviser eller dom skulle kunne nægtes
adgang til internettet, blot man tre gange af rettighedshavere var
blevet beskyldt for at fildele på internettet. Da loven blev kendt
forfatningsstridig, idet man ikke må straffe folk uden dom, blev den
justeret, så en dommer skulle sætte et gummistempel. Der blev oprettet
en specialdomstol, som ikke må høre sagens parter, og alene må se på en
rapport, hvor konklusionen er givet på forhånd. Dommeren i
specialdomstolen må i snit højst bruge fem minutter på at læse rapporten
og fælde dommen. En sådan specialdomstol er ikke et retssamfund værdigt.
Peter Schønning har tidligere udtalt til pressen, at han gerne så den
franske model indført her i landet, men at de danske politikere ikke
bakker op omkring det. Med valget mellem en skat på internettet og en
nedmontering af vores retssamfund kunne man frygte, at flere politikere
vil vælge at fjerne retssikkerheden.
I Piratpartiet mener vi ikke det er en farbar vej at forsøge at løse det
påståede piratproblem ved lukkede møderækker (som Kulturministeriet
afholdt sidste år) eller en lukket arbejdsgruppe (som Kulturministeriet
har nedsat i år), hvor repræsentanter for internettets brugere nægtes
deltagelse. I stedet mener vi der skal en åben og demokratisk debat til,
som er baseret på fakta og redelige videnskabelige undersøgelser fremfor
påstande og billige strategiske tricks som forslaget om internetskat.
"Hvis piratkopieringen virkeligt er så stort et problem, hvordan kan det
så være, at befolkningen i dag bruger langt flere penge på underholdning
i dag end for ti år siden, hvor der var langt mindre piratkopiering end
i dag?", spørger Ole Husgaard, som henviser til en række videnskabelige
undersøgelser der viser at folk der fildeler musik på internettet også
køber langt mere musik end gennemsnittet.
ComON skriver om det i dag
Og det har givet en del debat i kommentarerne: http://www.comon.dk/nyheder/Forslag-om-internetskat-er-et-strategisk-tri...