Bestyrelsesmøde 16/12-2009
Onsdag den 16. december holdt vi bestyrelsesmøde.
Mødet var indkaldt med for kort varsel i henhold til §7 i vedtægterne. Thomas K, som ikke kunne deltage p.g.a. sit arbejde, havde tilkendegivet sin accept af dette, og ville ikke blokere for at mødet blev gennemført. Det samme gjorde sig gældende for Pernille K, Ole H og Stefi S, som detog i mødet. Med dette på plads kunne mødet gå i gang.
Første punkt på dagsordenen var Erik E's fratræden som næstformand, samt udtræden af partibestyrelsen og andre tillidshverv i partiet. Selvom det på forummet ser ud til, at Erik nedlagde sit hverv som næstformand p.g.a. uenighed omkring klimatopmødet, har senere privat kommunikation klarlagt, at dette bare var dråben der fik bægeret til at flyde over. Den reelle årsag ser ud til lige så meget at være, at Erik føler sig udbrændt fordi han har brugt alt for meget energi på partiet.
Den resterende bestyrelse vil i denne anledning takke Erik for hans store og gode arbejdsindsats for partiet, og håber, at han snart igen bliver frisk på at arbejde aktivt i partiet.
Det blev drøftet, om Eriks fratræden skulle medføre et ekstraordinært landsmøde. Her var der enighed om, at dette ikke burde være nødvendigt. Men hvis et større antal partimedlemmer giver udtryk for, at der i anledning af Eriks fratræden bør afholdes et ekstraordinært landsmøde, vil bestyrelsen tage beslutningen op til fornyet overvejelse.
Andet punkt på dagsordenen var et ultimatum fra bestyrelsen for Ung Pirat, som formanden for Ung Pirat har kommunikeret til formanden for Piratpartiet. I ultimatummet lyder det blandt andet: "Bestyrelsen i Ung Pirat har besluttet, at hvis der ikke er fundet et bedre alternativ til indmelding i Piratpartiet, vil vi kollektivt gå af."
Hertil svarer bestyrelsen i Piratpartiet: I Piratpartiet er det Piratpartiets medlemmer, som bestemmer, og ingen andre. Enten direkte som på landsmødet, eller i det daglige arbejde indirekte via den valgte bestyrelse. Ultimatummet fra bestyrelsen i Ung Pirat får således ikke indflydelse på Piratpartiets overvejelser om at ændre procedurer omkring indmeldelse og medlemshåndteringssystem.
Når dette er sagt, må bestyrelsen også erindre om, at vi ser problemer med de nuværende procedurer, idet de kræver en smule manuelt arbejde ved hver indmeldelse, hvilket kan blive et problem, hvis der kommer en større medlemstilstrømning. På denne baggrund besluttede bestyrelsen ved sidste møde 18/10-2009 at undersøge mulighederne for at bruge PirateWeb, som blandt andre Piratpartiet i Sverige og Ung Pirat i Danmark bruger i øjeblikket. Disse undersøgelser er i øjeblikket i gang. Hvis det viser sig, at PirateWeb ikke opfylder vore krav til såvel funktionalitet og datasikkerhed, bliver alternativet sandsynligvis, at vi bygger vores eget medlemshåndteringssystem.
Tredie og sidste punkt på dagsordenen var primært en orientering fra Ole H til den øvrige bestyrelse. På grund af en misforståelse mellem formanden for Ung Pirat og administratorerne af PirateWeb, blev der, dengang Ung Pirat begyndte at registrere medlemmer i PirateWeb, åbnet op for at man kunne oprette sig som medlemmer i Piratpartiet i PirateWeb. Formanden for Ung Pirat bad om at et medlemsregister for Piratpartiet skulle oprettes i PirateWeb, så folk i Piratpartiet kunne se om det var noget de kunne bruge til medlemsregistreringen. Men på grund af misforståelsen blev der åbnet op for, at folk kunne registrere sig som medlemmer af Piratpartiet på PirateWeb.
Ledelsen i Piratpartiet blev først for nyligt opmærksom på dette, og kontaktede straks administratorerne for PirateWeb, så der blev lukket for at flere kunne registrere sig som medlemmer i Piratpartiet i dette system, da det (endnu) ikke er vores officielle medlemsregister. En stor tak til administratorerne af PirateWeb for hurtigt at reagere på vores henvendelse.
Desværre viser det sig, at over 200 personer har oprettet sig som medlemmer i Piratpartiet i PirateWebs medlemsregister. Selvom det er positivt, at vi nok her har en stor stak nye medlemmer, er det også uheldigt, idet der bliver et betydeligt arbejde med at gennemgå samtlige for at undgå dubletter.
Fremgangsmåden for at fjerne dubletter afhænger af, om vi vælger at bruge PirateWeb til medlemsregistrering i fremtiden. Hvis vi vælger at bruge PirateWeb skal medlemmerne i vores officielle medlemsregister gennemgås, så vi for hvert medlem undersøger om der er tale om en dublet i forhold til medlemsregisteret i PirateWeb før medlemmet eventuelt overføres til medlemsregisteret i PirateWeb. Hvis vi vælger ikke at bruge PirateWeb, skal hvert medlem i PirateWeb undersøges for om der er tale om en dublet i forhold til vores officielle medlemsregister før medlemmet eventuelt overføres til vores officielle medlemsregister. På denne baggrund blev det besluttet at vente med at sammenkøre de to registre indtil der er taget beslutning om, hvorvidt vi skal bruge PirateWeb i fremtiden, hvilket sandsynligvis vil ske i løbet af de kommende uger.
Seneste kommentarer
1 week 1 day ago
1 week 2 days ago
1 week 2 days ago
2 weeks 2 days ago
4 weeks 4 days ago
4 weeks 4 days ago
4 weeks 5 days ago
5 weeks 1 hour ago
5 weeks 11 hours ago
5 weeks 11 hours ago